Design denmark: Designerens rolle i samfundets omstilling
En blæsende torsdag eftermiddag i september går jeg ned ad Guldbergsgade på Nørrebro. Jeg har været her mange gange før, men det er længe siden. Jeg finder den rigtige bygning. Empire Campus. En rå, industriel klods, der står i skarp kontrast til de varme og krøllede omgivelser. Jeg forsøger at samle tankerne:
Hvad skal jeg nu?
Jeg har nogenlunde styr på det. Design denmark har inviteret til debat om designprofessionens aktive rolle i den globale klimakrise. Jeg skal høre om regenerativt design, deltage i debat (der vil være et panel) og så skal jeg hjælpe med at sætte ord på, hvordan designere kan bidrage til overgang fra det, vi har, som ikke er bæredygtigt, til noget andet, der er. Jeg glæder mig.
Jeg kender Design denmark som en brancheorganisation, der skal professionalisere og maksimere profit. Mon Design denmark også er ved at omstille sig?
Jeg har hørt om regenerativ ledelse. Regenerativ ledelse henter inspiration i naturen og tager ansvar for at genoprette ligevægt og balance. Og for at genetablere et sundt økosystem, der formår at regenerere.
Men hvad er regenerativt design – er det en ny designfaglighed? Eller … er ledelse og design her synonymer?
Regenerativt design
Rummet summer af forventning. Vi smiler til hinanden og finder en plads i rundkredsen. Vores værter, Charlotte Mathiesen, Anna Taws og Henrik Lübker, sætter scenen og indbyder til dialog.
Anna forklarer, at regenerativ ledelse og regenerativt design hænger sammen. At det er paradigmet, der er væsentligt. Det er ikke bare et fjernt og abstrakt samfund, der er ude af balance – det er vores og det er hvert menneske – det er alle os.
Hvis vi vil lykkes med FN’s verdensmål, må vi omstille os selv. Den personlige omstilling er sat på formel og består af fem indre dimensioner, Anna kalder dem Inner Development Goals.
Ifølge Anna er desigeren med sin refleksive, mulighedsudforskende tilgang (hun refererer til designtænkning) allerede gearet til omstilling. Vi kan starte forfra og forestille os noget, der ikke findes endnu. Noget bedre. Noget, der kan holde?
Hvad venter vi på?
Aftenens panel består af Rikke Mikkelsen, Jakob Bendix og Kristina May. Vi andre (der stadig sidder i rundkreds) har mulighed for at stille spørgsmål. En livlig debat tager form. Den smager af håb, engagement, forvirring – og i glimt af frustration og afmagt.
Hvad er regenerativt design egentlig? Kan det konkretiseres, kan vi føle på det, hvordan ser det ud i praksis? Hvordan gør man, hvor starter vi? Har vi brug for flere (design)begreber, udtryk og paradigmer?
Papanek forsøgte allerede i 70’erne (og mange har siden forsøgt) at råbe den kommercielt orienterede designer op, hvorfor er vi ikke kommet videre?
Hvert spørgsmål føles større end rummet, vi sidder i. Vi, os i rummet, har nok forsøgt, men er ikke kommet videre, fordi det ikke har gjort ondt nok på os selv. Og det har vist sig svært at omsætte gode intentioner til handling, der ændrer noget væsentligt i praksis. Hverdagen står også lidt i vejen, der skal fodres børn, vaskes tøj, betales regninger osv. Det er heller ikke altid os, man ringer til, når de allerstørste designbeslutninger skal træffes. Når bestyrelsen forretningsudvikler og definerer vækstmål.
Panelet deler ud af erfaringer og har gode bud på, hvad den enkelte kan bidrage med. Som bureauejer kan man vælge sine kunder med omhu, for man har ansvar for det, man puster liv i og sætter strøm til. Som designkonsulent kan man hjælpe sine kunder med at få mere ud af mindre – man kan belyse sammenhænge, skubbe, nudge, vise alternativer. Man kan pakke sit ego væk og arbejde for det fælles bedste – hvad end, det måtte være.
Pænt farvel
Værterne siger tak for i dag og vi går hver til sit. Jeg er mæt at indtryk, argumenter og udfordringer. Tanker myldrer frem. Hvis designprofessionen skal omstilles (og ikke nødvendigvis bærer på magiske løsninger i sin nuværende form) – hvis den ikke bare skal se godt ud og vinde egopriser – hvordan skal den så se ud?