Hvilken slags design taler vi om?

designfaglighed

4. dec.

Når vi taler om design, taler vi ofte forbi hinanden. Begrebet er både flydende og diffust. Det rummer alt og ingenting. Det udvides og fragmenterer i takt med den teknologiske og generelle udvikling.

Ét (af mange mulige) snit deler begrebet i to:

design som almen, menneskelig egenskab
design som faglighed

Det er ikke et perfekt snit og delene flyder sammen i praksis, men det giver os mulighed for at isolere og stille skarpt på noget af alt det, begrebet rummer.

Design som almen egenskab

Mange, der prøver kræfter med begrebsdefinition, når frem til, at design er noget grundlæggende menneskeligt – en menneskelig evne og et menneskeligt forhold til verden. Blandt andre John Heskett (Design – A very short Introduction, 2002), som foreslår;

Design, stripped to its essence, can be defined as the human capacity to shape and make our environment in ways without precedent in nature that serves our needs and gives meaning to our lives

Og Herbert Simon (The Science of the Artificial, 1996);

Everyone designs who devises courses of action aimed at changing existing situations into preferred ones

Mennesket har evnen til at forestille sig og udtænke alternativer og til at prøve sig frem i søgen efter løsninger på problemer.

Design som faglighed

En del af alt det, vi udtænker og formgiver, hører til det faglige designfelt. Men det er svært at sige hvad og hvor meget, for designfaglighed er forbandet svær at indfange.

Klassisk designfaglighed er associeret med menneske- og materialekundskab, håndværk, skitser, eksperimenter og prototyper, kunstnerisk vision og æstetik. Det klassisk-faglige designvirke bidrager med nye koncepter og utallige variationer over kendte.

Men det stof, designere forstår sig på i dag, er andet og mere end træ og møbelskum – det er også flyvske størrelser som forretning, strategi, oplevelser, strukturer og systemer, forandring og adfærd. Med andre ord; komplekse og besværlige størrelser, der flytter på sig over tid. Man kan diskutere, og det gør man selvfølgelig, om det stadig giver mening at tale om designfaglighed som noget samlet, og hvad der i givet fald samler.

Nogle slår fast, at designfaglighed adskiller sig fra andre fagligheder ved sin udforskende og refleksive tilgang til problemer. At der til designfaglighed er knyttet en særlig måde at tænke på – en særlig åbenhed for at skifte mellem divergent og konvergent tænkning og en (mere eller mindre) intuitiv, ikke-lineær vekslen mellem helhed og detalje.

Nogle forstår designfaglighed som integrativ og grundlæggende humanistisk. Bred og favnende. Andre forbinder den med mestring af et nøje afgrænset stofligt domæne.

Nogle forbinder professionelt design med innovation, ledelse, retning og strategi. Andre med pynt og overflade.