Upraktisk håndbog i lysegrønt håb
Forfatteren
Mickey Gjerris er ph.d. og lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han er optaget af menneskets forhold til sig selv og sin omverden (det større selv). Han forholder sig etisk, teologisk og filosofisk til bl.a. klimaforandringer og til den eskalerende destruktion af naturlige økosystemer, der, ifølge Gjerris (og mange andre, selvfølgelig), har værdi i sig selv og samtidig er afgørende for vores eksistens.
Mickey Gjerris har skrevet Upraktisk håndbog i lysegrønt håb (2019) – anden udgave med efterskrift (2023).
Bogen
Gjerris forstår og formidler menneskets ødelæggelse af klodens økosystemer og påvirkning af klima som et etisk anliggende. Han forklarer pædagogisk og inkluderende, hvordan og hvorfor vi hver især og sammen har ansvar for situationen.
Vi kan symptombehandle og søge aflad og konsekvensudsættelse med kreativ bogføring og teknologisk gaffa, men når derved ikke ind til problemets kerne; et grådigt og antropocentrisk livssyn og verdensbillede.
Vi sætter os selv over alt andet. Vi bilder os ind, at vi er klimadukse, at Danmark er et foregangsland. Vi husker de tal, der får os til at fremstå positivt. Vi manipulerer, så ingen får øje på skyggesiden. Vi hvæser af dem, der peger på blinde vinkler og klamrer os til det overfladegrønne selvbillede. Vi stræber mod en version af det gode liv, der ikke er holdbar på hverken kort eller lang sigt. Hvorfor? Fordi det fortsat er nemmest og mest bekvemt for den, der udover velfærd har velstand, og hvis levegrundlag ikke (endnu) er opløst. Sådan kan vi kun fortsætte med lukkede øjne – i villet blindhed.
Vil vi det? Det er indløsende uholdbart. Vi er, ifølge Gjerris, nødt til at gøre op med vores forståelse af naturen og vores forhold til den. Vi kan ikke hæve os over den og fortsætte uden den; hvordan vi end forstår den. Vi er nødt til at genfortolke det gode liv i en version, der forholder sig til andre og andet, end os selv, til planetare grænser og skrøbelige, livsnødvendige økosystemer.
Hvis vi kan det, så mindsker vi afstanden mellem det, vi gerne vil (vores gode liv) – og det, vi er nødt til. Når afstanden er lille, har vi mulighed for at leve autentisk og meningsfuldt. Så kan vi leve med lysegrønt håb og opdyrke mod til at involvere os og beskytte, hvad vi har tilbage.
Bogen er inddelt i hovedsektioner; ansvar, håbløshed og håb. Læs alle tre, især hvis du ikke har lyst. Midterste sektion er forventeligt ubehagelig.
Hvem skal læse bogen?
Det skal du! Lige meget, hvem du er. Det er absolut tiden værd at lade Gjerris’ venlige, ærlige og livskloge ord nære mod, lyst og håb. Også selvom det kræver noget af dig og er kompliceret. Også selvom du ikke får svar på alt. Bogen er nemlig upraktisk i den forstand, at den ikke fortæller dig, præcis hvad du skal gøre. Den giver et bud på en ny kurs – en naturforundring, som du, sammen med alle os andre, kan navigere efter, så godt vi evner.